Nanna Leschly

Psykoterapeut PpD, ID-Coach &
Certificeret Stresscoach

Hvad kan coaching bruges til?

Et coaching forløb kan hjælpe dig til at blive bevidst om dine værdier og støtte dig i at leve i overensstemmelse med dem.

Der tages udgangspunkt i dine mål, ønsker og behov og arbejdes med de hæmmende overbevisninger og selvbilleder, der ofte hindrer os i at leve livet, som vi egentlig gerne vil.

Samtidig  støttes du i at undersøge og udfolde uudnyttede potentialer og ressourcer og skabe sammenhæng mellem disse og dine mål.

"Happiness is when what you think, what you say, and what you do are in harmony".

Mahatma Ghandhi

ID-coaching er identitetsorienteret coaching - hvad vil det sige?

Der arbejdes med 3 identitetslag eller bevidsthedsniveauer - det reaktive, det kreative og det essentielle selv. 

Det reaktive selv er det bevidsthedsniveau, hvor vi er identificeret med bestemte selvbilleder. Vi har en mere eller mindre positiv selvforståelse - vi forstår os selv som gode nok/ikke gode nok, rigtige/forkerte, intelligent/uintelligent osv. Vi identificerer os med nogle forestillinger om os selv, som vi følelses- og adfærdsmæssigt reagerer automatisk og ubevidst ud fra.  Disse selvbilleder fungerer på dette niveau som en forsvarsmekanisme og er derfor også det emotionelle niveau af os.

Det kreative selv er vores bevidste vilje. Når vi reagerer herfra, sker det ikke automatisk og refleksmæssigt. Vi har en mere nuanceret selvopfattelse og har ikke behov for at forsvare bestemte selvbilleder. Det betyder ikke så meget, hvordan andre opfatter os. Fra dette niveau står vi ved os selv, vores tanker og følelser. Livet leves i overensstemmelse med vore bevidste værdier, hvilket resulterer i glæde, værdifuldhed og mening. Vi er selvansvarlige og søger aktivt at skabe det liv, vi ønsker.

Det essentielle selv er vores dybeste identitet - eller vores sjæl. Den oprindelige værenskerne, som vi kom ind i denne verden med og som er fri af selvbilleder. Når vi er i kontakt med dette bevidsthedslag af os selv, er der en dyb oplevelse af mening. Vi er ikke afhængige af andet eller andre for at opleve kærlighed, glæde, frihed osv. Herfra er oplevelsen af livskvalitet noget, der sker i os selv.

Hvorfor er det vigtigt at skelne mellem de 3 bevidsthedslag i coaching?

Når et menneske søger støtte til at nå et bestemt ønske eller mål, er det vigtigt at vide, hvilket bevidsthedslag ønsket kommer fra. Ellers kan vi som coaches uforvarende komme til at styrke bestemte personlighedssider hos et menneske, som i forvejen er kilden til stress, relationsproblematikker osv. Hvis vi ikke skelner mellem de forskellige lag af identitet, kan risikoen endda være, at klienten bliver mindre velfungerende, end vedkommende var i forvejen.

Omvendt kan identitetsorienteret coaching sætte gang i en meget dyb og positiv udviklingsproces. Ved at udvikle bevidstheden fra det reaktive til det kreative, skabes der basis for at udfolde det essentielle lag af psyken, med en betydelig forøgelse af vores livskvalitet til følge.

Nanna Leschly · Duntzfelts Allé 33 · 2900 Hellerup · Tlf: 2020 1250 · nl(at)nannaleschly.dk