Stress er kroppens naturlige respons på en situation som opleves truende eller hvor kravene overstiger vores ressourcer. Stresshormonerne sætter os i stand til at yde det ekstra, der skal til. Det er det, der menes med kortvarig stress. Når udfordringen er overstået, skal kroppen have tid til at komme sig igen, så den kan genopbygge sine ressourcer.
Hvis en stresstilstand varer ved i dage og uger, og man ikke dagligt får koblet af, kan der opstå langvarig stress, som er en tilstand af vedvarende anspændthed og ulyst. Langvarig stress kan overbelaste hukommelsen og koncentrationen. Hjerte, kredsløb og regulering af blodsukker bliver også påvirket, og man kan desuden få forhøjet blodtryk, som igen belaster hjerte kredsløb. Endelig bliver immunforsvaret svækket.