Identitet
Den første betydning af ID er, at arbejdsformen er "identitets-orienteret". Det vil sige, at formålet er at afdække og udvikle så mange lag og aspekter af vores menneskelige identitet som muligt.
Vores livskvalitet forøges betragteligt i takt med, at vi genfinder og styrker kontakten til den dybere identitet eller værenskerne, som ligger bag vores umiddelbare selvforståelse og ydre personlighed. I løbet af barndommen og opvæksten er vores umiddelbare medfødte oplevelse af "bare at være" blevet trængt i baggrunden af, og erstattet med, mere eller mindre begrænsende selvbilleder og sociale roller. En vedvarende og mere dybtgående effekt at psykoterapi opnås først, når vi lærer at bryde identifikationen med personlighedens modsætningsfyldte og evigt skiftende roller og reaktionsmønstre, og i højere grad begynder at identificere os med vores essentielle "væreskerne".
Integrativ Dynamisk
Den anden betydning af ID er, at metoden er "integrativ" og "dynamisk". Integrativ betyder inklusiv eller samlende. Dynamisk betyder i denne sammenhæng kraftfuld og bevægelig.
I stedet for at være begrænset af en enkelt psykologisk retnings snævre forståelsesramme og metodevalg, arbejdes der ud fra en syntese af flere forskellige teorier og metoder. Formålet er at gøre terapien og coachingen mere effektfuld. ID metoden har skabt en sammenhængende og dynamisk forståelsesramme, som sætter os i stand til kreativt at arbejde med de fælles grundlæggende forandringsprincipper og processer, der ligger bag mange ellers tilsyneladende forskellige retninger indenfor psykoterapi.